|
Sidst opdateret: 22.8.11
|
Kystdirektoratet udgiver hvert 5. år en opdateret statistik over observerede ekstraordinære høje vandstande i Danmark.
Ved den seneste revision er der beregnet højvandstandsstatistikker for 55 lokaliteter i Danmark.
Der er desuden beskrevet hvorledes de forventede vandstandsstigninger, som følge af klimaændringer, allerede nu kan indgå i planlægningen af de kystnære områder.
Her kan du åbne et aktivt flashprogram med Højvandsstatistikker 2007
|
Kystdirektoratet præsenterer med ”Højvandsstatistikker 2007” opdaterede statistikker for vandstande for 55 lokaliteter på de danske kyster. Statistikkerne opdateres hvert 5 år, og der har været udgivet statistikker i 1997 og 2002.
Statistikkerne bygger på målinger af ekstraordinære høje vandstande – ekstreme vandstande, der typisk forekommer sjældnere end én gang om året i forbindelse med storm.
De store forskelle i tidevands-, vind- og bølgepåvirkninger mellem Jyllands vestkyst, de indre danske farvande og Østersøen gør, at der er stor forskel på niveauet for, hvornår en vandstand kan karakteriseres som ekstrem ved de enkelte lokaliteter.
De beregnede statistikker præsenteres på flere måder, for at gøre dem tilgængelige og anvendelige for planlæggeren, ingeniøren eller for borgeren, der ønsker at orientere sig om variationer i vandstandene på en given lokalitet.
For lokaliteterne giver et datablad oplysning om dataperiode, hvor høj en vandstand der forventes at indtræffe hvert 20., 50. og 100. år, oplysning om forskellen mellem det gamle (DNN) og det nuværende (DVR90) højdesystem, samt beregningsparametre for statistikken, så hyppigheden af en vilkårlig vandstand kan beregnes indenfor statistikkens gyldighedsområde.
Der er endvidere anført bemærkninger for nogle stationer. Én graf (kvantilplot) viser de registrerede ekstreme vandstande i forhold til de teoretisk korrekte, og på en anden graf aflæses sammenhængen mellem vandstande og deres hyppighed.
Endelig er medtaget en oversigt over de højeste målte vandstande for den enkelte station.
|
|
|